Vil du være med til at tælle Sortgrå ryle, Skærpiber, Sandløber og Stenvender?

DOF Nordvestjylland har siden 2022 optalt nogle af de ”barske fuglearter”, som her midt vinter formår at finde føde nok til livets ophold på barske vilkår langs vestkystens høfder og kystsikringsforanstaltninger.

Nordvestjyderne optæller fra Vigsø i nord til færgelejet ved Agger. Forrige år bliv DOF-Vestjylland spurgt om vi kunne tænke os at være med, hvilket ville sige at vi så skulle fortsætte tællingerne videre sydover fra Thyborøn Østhavn i forhold til hvor mange tællere, som kunne skaffes.

Kristian Tikjøb Olsen var med til i tællingerne i Thy og ville derfor gerne være tovholder her i DOF-Vestjyllands område, så 13. januar i år drog en lille flok vestjyske doffere på høfdetælling ?

Nu nærmer vi os et nyt år og dermed en ny tælling, som er fastsat til lørdag d. 11. januar 2025. Kristian (KTO) kan ikke være med i år, men i stedet har Bo Fabech lovet at være koordinator. 

Kristian Tikjøb Olsen skrev sidste år: ”Det har været en rigtig god oplevelse at være med i dette projekt, det giver ro i min sjæl når jeg går ved havet og så samtidig har et godt formål dermed.”



Metoden er at opsøge samtlige moler og høfder og registrere de nævnte fugle. Det er fugle der er tillidsfulde og nemme at gå til, også for mindre rutinerede fuglekiggere. Der vil være nogle strækninger hvor der skal gås meget, men der vil også være strækninger, det er lettere at komme til og fra. Du kan tilmelde dig med ønske om en lang eller kort tur, så vil Bo koordinere. Du behøver ikke at gå alene, tag gerne en ven med til at dele oplevelsen med.
Efter optællingen mødes vi et sted i Lemvig, hvor DOF Vestjylland står for forplejningen, og runder dagen af, og samler vores resultater. Mere herom senere.

Sidste år blev der i den vestjyske del af tællingen registreret:

• Sortgrå Ryle – 38
• Sandløber – 13
• Stenvender – 15
• Skærpiber – 3

Udover disse blev der bl.a. også registreret: Sortand, Rød- og Sortstrubet Lom, Ederfugl, Lomvie og Tejst

Hvis du er interesseret og har lyst at være med til en lidt anderledes måde at se og registrere fugle på, så meld dig fluks til Bo Fabech, som sammensætter og fordeler de forskellige ”tælle-strækninger” og andet i forbindelse med 2025-udgaven af ”Vestkyst-tællingen”.

Vi håber at vi kan dække området fra Thyborøn til høfde Q ved Fjaltring. Ønsk evt. en rute du gerne vil gå, men vi prioriterer ruter i den nordlige del af lokalområdet, så der er sammenhæng med tællingerne i Thy.

Bo Fabech

Fotos: Kristian Tikjøb Olsen