Selv når naturen ikke gør væsen af sig, er naturens væsen med os.

Tågen lå tyk over Ovstrup hede. Det havde lige regnet. Det var efterår, som efteråret er, når efteråret kræver af os, at vi leder lidt ekstra efter magien. Ørneklubben Midtjylland havde inviteret til første fugletur for alle de fugleentusiastiske medlemmer og lidt til. Men lad os lige bakke lidt tilbage.



Cirka 25 år faktisk. ”Kan du se den”??? Spørger min far med stor forventning i stemmen. Jeg tænker, at hvis jeg nu kigger på alle ænderne på skift i søen, så kunne jeg uden at lyve sige, at jeg havde set den der Blåvingede and vi stod og kiggede efter. Det er skumring, og alle ænderne er sorte i deres silhuet. Det er efter aftensmad, og min bror, far og jeg står ved Damhussøen, hvor der efter sigende skulle være denne blåvingede gæst. Denne aften har jeg svært ved at mønstre ret meget entusiasme for ornitologi. Overhovedet. Min barndoms somre er brugt på Blåvand Fuglestation, og mangen en cykeltur, kanotur og gåtur, er foregået med næsen i sky – for at kigge efter fugle. Jeg ville egentlig hellere kigge på heste. Det vil jeg stadig. Men nu, mange somre senere, er jeg taknemmelig for, at kende mere til de bevingede væsner, end dem der lander på foderbrættet.

For nyligt var min mor og jeg til foredrag med Bent Jakobsen fra netop Blåvand Fuglestation. Han fortalte om trækfugle… Om hvordan de bevæger sig, om ringmærkning, om måske magnetisme, om kilometer og om hvordan fuglene evigt overrasker os med deres geografiske viden og evner. Jeg spurgte Bent, om han, hvis han kunne, egentlig ville vide det – hvordan de gør det, finder vej de der fugle. Eller om det er en del af mystikken. En del af det, der er så fascinerende ved dem. Svaret var ikke entydigt.

Det bringer os tilbage til Ovstrup Hede. Det er stadig tåget. Vi kan høre fuglene. Enkelte synger. Måske for lige at lade os vide at de er der. Men de har altså ikke tænkt sig at flyve ud og hilse på. Mit eget Ørneklub-medlem, Isadora på seks år (SNART SYV), har fået sit Ørneklub-kit. En t-shirt, en kasket, et medlemskort, en tatovering og en kikkert. Hun er så klar til at se ørne. Særligt hvis der nu var en Havørn. Det er hendes yndlings. Den hvidhovedede af slagsen har hun set til Rovfugleshow på Bornholm. ”DER ER EN” siger en af med-ornitologerne. Altså en fugl, ikke en Havørn. Men fuglene i dag er svært bestemmelige i det manglende lys. ”Det var vidst en Brunfugl” griner Stig, vores vært.



Vi går en tur til fugletårnet og ”obser” ud på heden. Ikke en eneste fugl, men garanteret et skønt sted på en mere gunstig dag. På vej tilbage fra tårnet har Stig lavet poster med spørgsmål børnene skal svare på. Blandt andet hvad vingefanget på en Havørn er. Isadora er stolt over at kunne svaret. Turen går videre rundt i skoven omkring tårnet. Vi ser alt muligt!! Men ikke ret mange fugle. Vi ser en bæverdæmning, en masse skarnbasser, utroligt mange svampe, afføring fra hjorte/dådyr/krondyr, vi hører et tog tude i det fjerne. Enkelte med-ornitologer ser en 80% sikker Fuglekonge, en Stor Flagspætte, en Kvækerfinke – og jeg tror vi alle sammen fik set en Dobbeltbekkasin – mest fordi den blev skræmt op lige da vi kom forbi. Så et par krydser kan vi sætte på vores Fuglebingo-seddel vi har fået udleveret. Men manglen på fugle gør egentlig, at dem vi så ser, er så meget mere spændende. Jeg fortæller Isadora at Gulspurven tæller til syv. ”En-to-tre-fir-fem-seks-syyyyyyyyv” synger den. Men vi hører den ikke. Vi går tilbage mod parkeringspladsen. Børnene inspicerer myretuer. Kontrollerer om der er liv i dem. Forundres, over de store stykker bark der ligger på en af dem. Hvordan mon de er kommet derop??? Jeg tror det er den største gave vi kan give vores børn, vores ”Ørnitologer”: at forundres, og blive betaget af naturen omkring os – og fuglene i den. Forklare dem fuglenes plads i verden, og dermed måske blive en lille smule klogere på vores egen. Som Bent sagde til foredraget om trækfugle: ”Grænser er noget vi mennesker har skabt, fuglene er ligeglade”.

Vi sluttede turen af med hjemmebag på parkeringspladsen hvor vi gjorde status på dagen, og dermed det første møde i Ørneklubben Midtjylland. Stig havde bagt drømmekage. Isadoras drøm om at se en ørn gik ikke i opfyldelse den her gang, men hun var utroligt stolt da hun kom hjem, og kunne fortælle om, og vise på sine fugleplakater at hun havde set en Dobbeltbekkasin. Måske næste gang finder ørnen os!

Så derfor… Selv når naturen ikke gør særligt væsen af sig, er naturens væsen altid med os.

 Nora Stone

Vil du vide mere om Ørneklubben, så kan du se på Ørneklubben Facebook og DOFs medlemsside