I dag d. 5. juni 2021 fandt Erik Enevoldsen en Purpurhejre i Skjern Enge. Det er det første fund i Danmark siden 2017 og bare det 8. fund siden år 2000.
Erik fortæller om fundet:
Som så ofte blev der kigget vejrmelding en fredag aften - i håbet om at planlægge den helt rigtige tur om lørdagen. Vejret siger, at det bliver ret lunt, og vinden vil komme fra en østlig retning og vil kun være svag fra morgenstunden. Og kalenderen siger primo juni!
Jeg beslutter mig for en meget tidlig tur til Skjern å-området, og jeg vil cykle på diget nord for åen - fra Lundenæs (Albæk-området) i øst til åmundigen i vest. Så vækkeuret ringer kl. 02.30 - og så afsted. Jeg har nogle lytte-stop på vejen - uden den store gevinst, så jeg er fremme ved den lille P-plads ved Lundenæs ca. 03.45, og den første plettet rørvagtel høres med det samme. God start!
Jeg cykler stille og roligt langs åen mod vest og nyder hele 5 plettet rørvagtler i Albæk/Damsø-området, samt rørdrum, vandrikser, kærsangere, et par blåhalse og da det efterhånden bliver lyst også en fyrremejse.
Alt i alt en skøn morgen, og jeg tænker, at det kan blive i dag, jeg laver en buskrørsanger, måske en sort ibis eller hvad med en purpurhejre! Det tænker jeg faktisk!
Længere mod vest ser og hører jeg ikke så meget, så jeg vender cyklen på Lønborgvejen og triller samme vej tilbage. Og jeg kan mærke, at jeg glæder mig til kaffen, der ligger klar i bilen.
Men ca. 500 meter fra bilen ser jeg en hejre, der står i et lavvandet område syd for åen, og min første tanke er, at den ser ret mørk ud i forhold til fiskehejrer, der er i området - også i forhold til de 1K fugle, der nu står rundt omkring! Men jeg når ikke at få kikkerten på den, inden den letter og flyver skråt væk fra mig. Den ser meget spids ud fortil og S-halsen er meget markeret, og jeg synes også, at jeg ser rødbrune farver. Kan det virkelig passe …..? Den lander igen, men letter straks uden jeg får set den i scopet, så jeg synes stadig, jeg mangler de sidste 2 procent, inden jeg er helt sikker. Endelig lander den og bliver stående - dog på nogen afstand, og jeg kan det meste af tiden kun se hoved, hals og den forreste del af kroppen - men det er også nok: Purpurhejre.
Purpurhejre, Skjern Enge, 5. juni 2021. Foto: Egon Østergaard
Jeg får den meldt ud på Birdalarm ca. 06.45, og indtil de første fuglefolk dukker op (SEP kom først og lidt senere JB) forsøger jeg at lave lidt foto-dokumentation via mobilen og scopet, og resultaterne giver næppe præmier i fotokonkurrencerne, men viser alligevel det lange spidse næb, lille hoved, lang og tynd hals og med lidt god vilje kan man e rødbrune farver.
Fuglen blev heldigvis i området og blev set af ret så mange i løbet af dagen.
En rigtig god Grundlovs- og Fars dag
Purpurhejre, Skjern Enge, 5. juni 2021. Foto: Erik Enevoldsen