Den 12. oktober døde Hans Ulrik Skotte Møller. Ikke alle i vores lokalafdeling kendte ham, men han spillede en helt afgørende rolle, da vores lokalafdeling blev dannet i 1972. I bogen Med DOF i et halvt århundrede fortæller Christian Hjorth, hvordan det gik til: “Den 27. maj 1972 tog jeg for første gang med på en DOF-tur – ’Vejlerne rundt’ – med den legendariske feltornitolog, Olvar Læssøe, som turleder. En fin forårsdag med mange fugle. Det blev frokosttid. Mens jeg sad og spiste min madpakke, kom en lidt genert, ung mand hen og satte sig ved siden af mig: ”Om jeg ikke kunne tænke mig at komme til Herning den 25. oktober?” hvor DOF’s formand, Lorenz Ferdinand, ville komme og oprette en lokalafdeling i Ringkøbing Amt. ”Joh, det kunne jeg da godt. […] Om jeg måske ville stille op til den første bestyrelse? Der skulle bruges syv mand.” Jeg sagde ja uden at ane, hvad det indebar, og at det ja nærmest ændrede mit liv. Den unge mand hed Hans Ulrik Skotte Møller.“
 
Hans Ulrik var med i lokalbestyrelsen i Ringkøbing Amt i de første tre år fra 1972 til 1975, hvor han skulle videre med karrieren, først i Århus og senere i København for at læse biologi.
 
Selv om hans imponerende virke som en af de store naturforkæmpere blev i København og senere i sin pensionisttilværelse på øen Agersø, glemte han aldrig sin gamle lokalafdeling og deltog i alle lokalafdelingens tre jubilæer 25, 40 og 50 år. For trofasthed var et andet af hans adelsmærker.
        Christian Hjorth holdt talen, da Hans Ulrik Skotte Møller modtog DOFs hæderspris i november 2024
    
I november 2024 fik han DOF’s hæderspris for sin indsats for DOF, for dansk ornitologi og for naturbeskyttelse af højeste kvalitet i Danmark og internationalt på øen Borneo
Hans Ulrik voksede op på et savværk i St. Hjøllund Plantage nær Silkeborg i en forst- og jagtkultur og startede sin fugleinteresse der, hvor han også ”fik skudt mere end godt og lovligt var”, som han selv har formuleret det.
Allerede som 19-årig beskrev han i DOFT (1-2/1970) tre fund af ynglende Rødtoppet Fuglekonge i St. Hjøllund Plantage, og senere kom en beskrivelse af to kuld af Hedelærke i hans skov. Det var på den tid Lorenz Ferdinand trådte ind på scenen som DOF’s sjette formand. Han fik øje på Hans Ulriks indlysende talent og fik ham engageret i DOF.
I 1970-72 skrev Hans Ulrik to bøger, Midtjyllands Fugle, på basis af hans eget og Kjeld Hansens projekt ”Ornitologiske Undersøgelser i Midtjylland”.
I årene 1973-76 havde han job som studentermedhjælper i DOF og Fugleværnsfonden, og det gjorde han rigtig flot – stilfærdigt, sagligt og med stor flid. Han avancerede til medlem af DOF’s hovedbestyrelse fra 1976 til 79.
I sine mest aktive år i DOF var Hans Ulrik med til at starte Småfuglegruppen, der i 1975 introducerede punkttællingerne og igangsatte dem fra 1976.
I 1975 var Hans Ulrik med til at skrive den lille debatbog, Kystfuglejagt og kystfuglebeskyttelse, som satte gang i et jordskred af bedre jagtregulering. Den lille bog fik enorm betydning og lagde sporene for DOF`s jagtlovskampe. Hans medforfattere var bl.a. Lorenz Ferdinand, Tommy Dybbro, Poul Hald-Mortensen, Kjeld Hansen m.fl. 
 
Den 24. juni 1978 besøgte Hans Ulrik sammen med Bodil Dehn Petersen Harboøre Tange. På Knopper Enge fandt de 51 døde, forgiftede fugle, heraf 38 døde Fjordterner, tre Havterner og fire Splitterner. De anmeldte sagen til Miljøstyrelsen dagen efter og påpegede, at forgiftningen med stor sandsynlighed stammede fra kemikaliefabrikken Cheminova, der udledte giftigt spildevand til Vesterhavet ved høfde 42 – et yndet fourageringsområde for terner. Det blev kort efter påvist, at fuglene var døde af giften parathion. Der blev i de følgende dage i alt fundet 275 døde terner og måger. Deres fund var med til at afdække miljøkatastrofen, hvor fabrikken i første omgang blev frikendt. 
Hans Ulriks foredrag den 26. oktober 1979 på Århus Universitet om fundet af de døde fugle førte til dannelsen af den berømte Cheminova-gruppe. Gruppen, der primært bestod af biologistuderende fra Århus Universitet, afdækkede i årene derefter miljøkatastrofen og tog kampen op for at få ansvaret placeret.
I 1979 blev Hans Ulrik ansat i Fredningsstyrelsen/Skov- og Naturstyrelsen, hvor han fik en meget flot karriere. Han stod bl.a. bag et kæmpe arbejde med marginal-jordene i slut-80erne, som var starten på bunker af naturgenopretninger over det ganske land. Han var arkitekten og drivkraften bag de mange flotte naturgenopretningsprojekter i 80erne, 90erne og 00erne. I Fugle 1/1985 fortalte han om muligheden for at genetablere Bølling Sø, om søens tidligere storhedshed, og hvad den kunne blive til igen.
Hans Ulrik Skotte Møllers største, blandt mange store bedrifter lå på Borneo, hvor han i tre år 1999-2002 arbejdede benhårdt i Sabah, Østmalaysia med opgradering af beskyttelsen af et helt fantastisk, totalt menneske-uberørt 600 km2 primærskovområde i det indre af øen.
I sine sidste ti år i naturens tjeneste indtil pensioneringen arbejdede Hans Ulrik især med håndtering af bevillinger fra Nordisk Ministerråd til natur- og miljøprojekter.
Han kunne da se tilbage på en fremragende indsats i de mange styrelser under Miljøministeriet, hvor han havde lagt så mange af sine aktive arbejdsår.
Som pensionist flyttede han til Agersø i Store Bælt, hvor han imponerende flot fik naturgenoprettet sin landbrugsejendom, og her fortog han systematiske ringmærkninger af småfugle. Men han holdt sig ikke til sin ø, men kæmpede stadig vigtige kampe – mod planerne om en stor vindmøllepark på Omø Stålgrunde og senest om planerne om store VE-anlæg i Vrads, St. Hjøllund og Gludsted-området. 
Hans Ulrik brugte aldrig de store ord eller trak de store overskrifter, men ved super-seriøst, omhyggeligt, ansvarsbevidst og flittigt arbejde nåede han de store resultater.
Den 9. november nedsættes hans urne i Sillerup Væld nær Vrads Sande – et område, der betød meget for ham i hans hjemegn i Midtjylland, og som var hans sidste store naturgenopretningsprojekt.
På en måde et smukt punktum for hans virksomme liv.
Christian Hjorth
 
På fotoet herover fra DOF-Vestjyllands 50 års jubilæusfest ses Hans Ulrik Skotte Møller, som nr. 2 fra venstre. 
Der deltog 4 af 5 mulige i festen på Nr. Vosborg i 2022 fra  lokalafdelingens første bestyrelse. De 3 øvrige fra venstre: Esben Donnerborg, Mogens Hansen og Christian Hjorth
 


 
						

