Boligbirding 2022 - Vil du være med?

”Det er mørkt derude” - vi er nu snart ved vintersolhverv og dermed årets korteste dag og derfor går det snart mod lysere tider igen, hvilket jo er dejligt og med nytårets komme om et par uger, så er det lidt som om man starter på en frisk…..

…. og det gør Boligbirding også, en ”dyst” som nærmest er blevet en fast aktivitet for fuglefolket.

”Boligbirding forår 2022” starter op 1. januar 2022 og løber til 30. juni - Måske har du lyst at være med?

Konkurrencen har de sidste 3 år været landsdækkende, hvilket vil sige at der er deltagere med fra alle lokalafdelinger af DOF. Sidste forår var der 239 doffere med i konkurrencen og heraf var de 32 fra det vestjyske, hvilket var næstflest kun overgået af lokalafdelingen på Fyn.


og hvad går konkurrencen så ud på?

At se og høre de fuglearter, som kommer forbi ens matrikel, notere dem ned og efterfølgende registrere dem i DOF-basen, samt i et fællesskema, hvor man samtidig kan se hvilke fugle de øvrige deltagere har set.

Undertegnede har deltaget alle årene og synes det er ganske interessant at følge fuglelivet i sin have, bl.a. ved at dyste lidt med ligesindede og dermed sætte fokus på de mange fugleoplevelser, man faktisk kan få lige uden for sin dør!

Nogle bor selvfølgelig bedre end andre i forhold til at se mange forskellige fuglearter og specielt de som har udsigt til vand i form af fjord/sø/å vil se flere fuglearter end deltagere, som bor i en lejlighed med altan eller i en villahave, men det er ikke det afgørende hvor mange arter man får, det er mere det, at når man er med i en dyst, så skærpes ens sanser for fuglene på foderbrættet, fuglene der flyver over, fuglene der synger, var der en ”ny fugl”, som jeg endnu ikke har hørt/set/lagt mærke til i år?

.Hvornår ser jeg den første Stær?
.Kommer der en Kvækerfinke til foderbrættet?
.Hvornår hører jeg Sanglærken?
.Hvornår kommer den første svale?



Og sådan er der mange små ting man kan glæde sig over/til og notere sig, når man holder af fugle og natur og kan sammenligne med i forhold til de foregående år for sig selv og i denne konkurrence så også i forhold til, hvad de øvrige deltagere oplever hjemme hos en selv!


Hvordan deltager man?

Alle kan være med uanset hvor du bor, men der er nogle ting, som man skal gøre inden vi går i gang!

• Først og fremmest kan du her læse reglerne for konkurrencen
Tilmeld dig gerne til undertegnede!
• Hvis du ikke er DOF-Base bruger endnu og gerne vil deltage, så skal du oprettes der.
• De som har været med før, kan gå ind i det oprettede skema, som er tilsendt og selv indtaste, som ”I plejer”, dog skal lige siges at vi i år går tilbage til et andet og mindre skema end her i 2021, hvor kun    DOF-Vestjylland er i skemaet.
• I DOF-basen kan også indtastes andet end fugle og der er således også mulighed for at deltage med dem i et andet skema, som hedder ”andre dyr forår 2022”.

 
Når du er tilmeldt og klar til at gå i gang, er der en standardiseret måde at skrive ind i DOF-basen på!

• I feltet noter, skrives som sidste år Boligbirding og ved de enkelte arter skrives fort løbne denne gang BB F1, BB F2, som indikerer hvor langt man er kommet i sine observationer – F står for forår, grundet der også kører en efterårskonkurrence fra 1. juli til 31.12. hvor markeringen så er BB E1, BB E2 osv.


Undertegnede er igen ”lokal kontaktperson” for konkurrencen i Vestjylland og vil som de foregående år, fabrikere enkelte artikler på DOF-Vestjyllands hjemmeside i løbet af konkurrence perioden, omhandlende status i konkurrencen set fra lokalafdelingsperspektiv, samt evt. rundsende nyhedsbrev til deltagerne med relevant info i forhold til konkurrencen.


Eventuelle spørgsmål eller hjælp til skemaer, DOF-basen eller andet i forhold til ”Boligbirding 2022” må gerne sendes til mig.
Sidste år tastede de fleste selv i fællesskemaet, men vil man gerne deltage, men synes det er lidt svært, så vil jeg godt tilbyde at indtaste der, ligesom de foregående år, ud fra dine indtastninger i DOF-basen.


Boligbirding er et rigtig godt koncept for ”fuglekiggere” og i særdeleshed her i ”Corona tiden”. Generelt kan det også siges, at denne konkurrence med ”fuglekiggeri hjemmefra” også er helt klimaneutral og ”uden begrænsning” ;-)


Tilmelding som sagt til Lars HH og ellers God fornøjelse med ”Boligbirding 2022”