Nekrolog for Jørgen Nørgaard

Jørgen Nørgaard er her ikke mere. Han døde i sit hjem i Lemvig efter længere tids sygdom i en alder af 84 år. Han havde en livslang kærlighed til og interesse for naturen og især fuglelivet – og jeg har fået at vide at han fulgte "deres" musvåge uden for vinduerne indtil 2 dage før sin død.


Jørgen var et kendt ansigt blandt aktive fuglekiggere. Han var i en lang årrække en meget aktiv fuglekigger, ofte i selskab med sin hustru Bodil, og vi er mange der vil komme til at savne de mere eller mindre tilfældige møder ude i naturen. Jørgen var med sit imødekommende og venlige væsen, sin levende interesse for fuglene og sit store vid altid en fornøjelse at møde derude i felten.


Som ung studerede han medicin på Århus Universitet, og det var i de år han for alvor blev grebet af ornitologien. Han kom med til foredrag og på fuglekurser og ture, og blev efter nogen tid også medlem af Dansk Ornitologisk Forening. I den tid var DOF ikke noget man bare meldte sig ind i – man skulle indstilles af andre, respekterede medlemmer. Jørgen var således den i DOF Vestjyllands område med det klart længste medlemskab af foreningen.


Efter lægestudiet virkede han en periode på hospitalet i Kirkenes i det nordligste Norge, og det blev starten på en mangeårig tradition for vandre- og fugleture i Skandinaviens fjelde. Senere blev denne rejselyst mere verdensomspændende – Jørgen og Bodil nåede at besøge virkelig mange forskellige steder rundt på Kloden, og Jørgens "verdensartliste" er imponerende.


Jørgen og Bodil havnede ret hurtigt i Lemvig, hvor de drev en fælles lægepraksis gennem en lang årrække. Det var her jeg mødte ham i 1980'erne omkring vores fælles interesse – først tilfældigt, så opdyrkede vi havfugleobs ved Vejlby Klit, der var tællinger af udvalgte arter og fuglelokaliteter, og Harboøre Tange var en fælles hjertesag for os.


Jørgen sad i en årrække i DN's lokalkomite i Lemvig og var derigennem med til at kæmpe naturens sag.


Et særligt kapitel er sjældne fugle i Danmark. Fra sidst i 90'erne udviklede det sig, så der var flere der kørte langt for at se dem – heriblandt også Jørgen. Vi er mange, der kender ham fra disse adrenalinfyldte ture til fjerne dele af Kongeriget. Ville fuglen stadig være der når vi nåede frem? – fik vi den at se? Tak også for disse ture, hvor vi var samlet i nærmest ungdommelig iver og spænding.


Æret være Jørgens minde.


Allan Kjær Villesen