Ugler i mosen

Nej ikke i mosen, men derimod i kasser der er hængt op til formålet.

Tilbage i 91-92 havde DOF et projekt tårnfalkekasse i samarbejde med Ikast kommune, kommunen personificeret ved stadsgartner Von Blücher. Projektet kørte over nogle år og kastede også enkelte uglekasser af som også blev sat op på udvalgte steder i kommunen.

Bo Daugaard var DOF's mand i projektet, og han fortæller at kommunen dengang stillede både bil og mandskab til rådighed, så man kunne komme rundt og ringmærke tårnfalkeunger. Desværre blev projektet sparet væk, Von Blücher gik af som stadsgartner og aktiviteterne blev meget mindre.


          


De nye kasser til dette projektet, er fremstillet af den samme tømrer som lavede de oprindelige kasser tilbage i 91-92. Jørgen har været ansat som tømrer i Ikast kommune i 42 år, og han fortæller at de i vinterperioden også kørte rundt og gjorde kasserne rene og sørgede for at de hang rigtigt og ikke faldt med. Nu har de så bygget tårnfalke- og uglekasser på værkstedet og nu er der lige kommet et stort bundt træ hjem der skal laves til stærekasser her hen over vinteren.


De sidste på år har vi i den lokale 60+ gruppe skiftet nogle af disse kasser og det har været en ubetinget succes. Enkelte nye kasser er også sat op og er blevet beboet næsten med det samme.


Der er de seneste år sat rigtigt mange kasser op, blandt andet har Vejdirektoratet samarbejdet med DOF om opsætning af kasser, ligesom både Silkeborg og Kolding kommuner har sat kasser op.



                             


Nu har Ikast-Brande Kommune også meldt sig på banen med et projekt med tårnfalkekasser og natuglekasser på de kommunale genbrugspladser. Vi har fra DOF hjulpet med at finde gode placeringer og var med rundt da kasserne blev sat op. Indtil videre er der sat redekasser op på genbrugspladserne i Ikast, Brande og Bording. Nu er der slet ingen garanti for at der flytter ugler ind i uglekasserne, men tårnfalkekasserne skal såmænd nok blive beboet – om ikke andet kunne allikerne godt finde på at flytte ind.


Vi håber naturligvis at fuglene finder kasserne og flytter ind.


John Toft Kristensen