Bedsteforældredagen i Geddal Enge.

Søndag den 11. august inviterede DOF Vestjylland til Bedsteforældredag I Geddal Enge. Det blev som forudsagt af vejrguderne i DMI regnvejr, kraftig blæst og lave temperaturer. Absolut ikke et vejr, som gav megen lyst til at deltage i fuglekikkeri og fugleaktiviteter.

Kl 9 mødte 14 doffere for at stille lokalafdelingens pavillon og skilte op og gøre "Børnehjørnet" klar med forskellige aktiviteter for børn. Vi havde også skrevet fakta og informationer om Viben, som var dagens tema. Vi havde udarbejdet en folder om træer og buske i parcelhushaven, som fuglene især foretrækker samt medbragt et par insekthoteller til inspiration til familiens have. Som tilbud til folk, der ikke var medlem af DOF tilbød vi at tilmelde dem lokalafdelingens Nyhedsbrev samt maile afkrydsningslisten "Den totale Fugleliste", så de kunne tage den med ud næste gang de skulle ud i naturen og kigge på fugle.


        


Kl 11 stod 6 doffere klar med teleskoperne på de tre fugleobssteder – i fugletårnet, på platformen oppe på skrænten og ud foran den røde bom ved p-pladsen. Vi havde lavet en fugleliste med de arter, som typisk ses i Geddal Enge på denne tid af året, så folk kunne krydse de sete fugle af. Selv om vejret var, som det var, blev der i alt registreret 39 arter. 3 mand stod klar ved parkeringen, 3 i "Børnehjørnet" og Søren – fotograf med sit kamera for at forevige dagen.


        


Desværre havde vi kun få besøgende. 20 blev det til – heraf 4-5 børn. Forud for arrangementet havde vi sendt pressemeddelelse til 6 ugeaviser og flere af dem havde også omtalt arrangementet. Desuden havde vi omtalt dagen både på hjemmesiden og på facebook. Så markedsføringsmæssigt havde vi gjort det bedst mulige. Set i bagklogskabens lys mener vi, at en meget væsentlig grund til at folk ikke dukkede op ud over vejret var, at søndag den 11. august var den sidste dag i skoleferien.


                        



Selv om det altid er sjovest, når der dukker mange mennesker op, så havde vi 14 doffere en fin dag – fik snakket og kikket fugle. Det er tanken at gentage arrangement på Naturens Dag i 2020.


Kirsten, Poul, Hans og Marianne


Alle foto: Søren Ladefoged.