”Fugle i den vestjyske natur” – fugleudstilling / galleri på Skjern Å Museet i Skjern

Søndag den 18. juni kl. 15 åbner en ny udstilling på Skjern Å Museet i Skjern. DOF Vestjylland og Ringkøbing-Skjern Museum slår døren op til fugleudstillingen/ galleri "Fugle i den vestjyske natur". Syv vestjyske naturkunstnere har bidraget til udstillingen med flotte malerier og skulpturer af fuglene, som de oplever dem i det vestjyske landskab.

Tre af kunstnerne – Kirsten Røjle, Trine Theut og Marco Brodde – næstformand i DOF kommer fra Esbjerg- Ribe området, Olav Martinsen fra Velling, Karen Lund Andersen fra Ringkøbing, Jens Overgaard Christensen fra Staby og Jens Frimer fra Vejlerne.


      

Naturkunstnernes teknikker og udtryk er meget forskellige, men fokus er det samme – fugle og natur. Malerier og skulpturer er blevet til efter erfaringer i naturen og intense studier af fuglenes særpræg. Gennem malerierne og skulpturerne viser naturkunstnerne deres kærlighed til den fantastiske fugleverden og det landskab de raster, fouragerer, yngler og lever i. Malerierne er med til at fastholde oplevelse af landskabet og den enkelte fugl, en oplevelse som ofte kan være kortvarig og flygtig. Skulpturer af Skarv, Rørhøg og Krage og museets "gamle" lokkefugle, som i seg selv er små kunstværker, giver en ekstra dimension i rummene.

DOF Vestjyllands medlemmer er velkomne til at deltage i ferniseringen den 18. juni kl. 15, hvor museet og DOF Vestjylland er vært ved et lille traktement.

Sted: Skjern Å Museet i Skjern, Ringkøbing-Skjern Museum, Bredgade 77, 6900 Skjern

Åbningstider: søndag til tirsdag kl. 13 – 16 fra den 18. juni til 12. september. Yderligere åbning efter aftale.

Kontaktperson DOF Vestjylland: Marianne Linnemann 20145010. Ringkøbing- Skjern Museum tlf. 97362343


    


Rundvisninger i udstillingen afholdes i forbindelse med DOF Vestjyllands og Danmarks Naturfredningsforenings Åben Ådal i Skjern Enge den:

25. juni kl. 13-14
11. juli kl. 10-11
13. august kl. 13-14