Seniorekskursion 11. maj 2017 – Pallisbjerg Enge og Vest Stadil Fjord

Endelig en ekskursionsdag med godt vejr. Dette blev også kommenteret flittigt. Stille vejr, lidt køligt og let skyet – fint fuglevejr. Vi var 20 deltagere i dag. Velkomst ved Husby Kirke og et mindre foredrag om de ofte drilske Pomeransfugle. Det gik dog næsten alt for let. 37 af disse fine fugle stod på plads på Pallisbjerg Enge.


Mogens Larsen, som ikke kunne deltage, havde tidligere på dagen venligt sms'et, at de var på plads – tak Mogens! På stedet så vi også Gul Vipstjert, Rørhøg, Musvåge mm.


                                                                                                                                Foto: Poul Hardy Pedersen

Fra morgenen havde jeg fundet 10 pomser ved Stadilø og 14 ved Okkerbassinerne, men nu havde vi set arten så fint, at vi kunne vende os mod nye horisonter. Dette skete ved Fjandø. Her var et vældigt leben af Splitterne, Havterne, alle måger, Klyde, Rødben, Stenvender, Mudderklire, Hvidklire, Bramgås og Knortegås – og 700 Lille kobbersneppe rastende. I tagrørene sad der en flot Sivsanger og kvidrede, en Skægmejse fløj over, og Rørsanger sang tæt derved. Og her var sol og stille vejr til kaffen.

Næste stop Jagthytten ved Vest Stadil Fjord. En Blåhals var så venlig at sætte sig i toppen af sin busk, 6 Sortterner kredsede langt ude og et par Brushøns brusede i Gåsebugten. En lille gåtur langs granhegnet gav en del sangere: Gran-, Løv-, Torn-, Gærde-, Havesanger og Munk. Også Skovpiber, Tornirisk, Bomlærke og Rørspurv kom på listen. På vejen tilbage langs kanalen fløj en Ringdrossel op. Sidste programpunkt var madpakken. Den blev nydt med udsigt til Blåhalsen.

I alt ca 70 arter!

Tak for hyggeligt samvær.

Jens Ballegaard